Mine billeder i Politiken

I dag var der en anmeldelse i Politiken af børnecaféen Sweet Surrender, hvor jeg har fire af mine billeder hængende. Caféen har fået 5 ud af 6 stjerner, og jeg er stolt af at have mine billeder hængende i den nyåbnede café på Vesterbro, hvor der er børnevenlige menuer, legehjørne og ikke mindst plads til ammende mødre, for her er det fuldt tilladt at amme. Caféen kan næsten kun blive et stort hit og et frirum for de ammende mødre, der på det seneste er blevet smidt ud af de Københavnske caféer. Efter sommerferien åbner et 40 m2 stort legerum, og så bliver der plads til, at endnu flere børn og deres forældre kan boltre sig i den nyåbnede café, der er non-profit. Overskuddet går til gode formål, som gæsterne er med til at udvælge.

På billedet i midten kan man ane to af mine billeder, der hænger fint blandt nogle af børnenes tegninger. De fire billeder kan også ses her på siden under Kunst – Grafiske plakater.

Unimaginable sovereignty

I saw you do things that I didn’t understand

I saw you right in front of me, and I saw you behind

I saw you around and I felt you inside my heart

Your heart is beating in mine

You’re speaking to my heart

in my thoughts, in my dreams

you are getting more real

All around where I look I kind of see your path

Your heart beat, is all around me

in my life, on my journey

I need to be in your heart, all the time

Day by day I grow with you

in the understanding of who you are

and what I am to you

Your heart is beating inside of me

expanding my capability of being an instrument in your hands

I see that you are sovereign

and I am just your little child

but still your beloved

Where ever I go you surround me

with gladness, with joy, with boldness

with compassion for broken hearted people

My God, I see in glimpses how great you are

but I really don’t get it for real

It’s way beyond my understanding of who you are

of how big your ways are to me

Life is not really so easy to understand

to figure out or to grab in my mind

I can just lay back my head on the pillow

in my sleep rest in your heart beat

Getting tucked in by you

with confidence be your child

 

feb. 2013

Nepalesiske portrætter

Det nepalesiske folk er et varmt og gæstfrit folkefærd. Det farvestrålende og traditionelle nepalesiske tøj, som især de lidt ældre går med, er utrolig flot. Måske fordi det er så anderledes, end det vi har herhjemme, men også fordi de mange farver varmer og sætter kulør på tilværelsen. Den meget anderledes kultur og påklædning fascinerede mig, og jeg tog derfor en del portrætbilleder på turen. Nogle folk mødte vi personligt i de kirker, vi besøgte. Andre mødte vi i bjergene, hvor vi besøgte deres hjem under vores bjergtur. Flere er tilfældige forbipasserende på gaden. De smilende og legende børn var noget af det kæreste, og de var vilde med at stille op til fotografering, så det var en stor hjælp for portrætjægeren.

Skønne smilende piger stillede gladeligt op til fotosession.

Rebekka og jeg mødte denne utrolig rare og smilende mand på gaden i Beni. Han ville gerne lufte sit engelske og vide en masse om os. Hvor gamle vi var og hvor vi var fra.

Nepaleseren Mosa, som vi var så heldige at rejse sammen med, tog os med til nogle af hans bekendte i bjergene. Her blev vi inviteret på lækker saftig agurk og te.

Lokal hindukvinde i bjergene med en karakteristisk nepalesisk kurv til at transportere ting i.

Kvinde transporter levende høns. Her fra byen Beni.

Der er et stort behov for skolegang i Nepal, da det er en af verdens fattigste lande. Mange går kun i skole i en kortere periode og omkring 11% af en årgang starter ikke i skole. En stor del af de børn, der ikke går i skole er piger. (Danida)

Muslimsk mand i Kathmandu’s mylder.

På marked i Kathmandu. Sådan kan man også transportere indkøbte varer.

Hindupige.

83,6% af befolkningen betegner sig selv som hinduer, 10% som buddhister, 4,2% som muslimer, 1,4% som tilhørende kirant-religioner og 0,8% andre religioner. (Wikipedia)

En drøm gik i opfyldelse

For et par måneder siden besøgte jeg sammen med et missionteam det utrolig smukke, men også meget fattige land Nepal. Det var en fantastisk oplevelse, og jeg glæder mig til igen en dag at besøge landet.

Nepal-teamet: Rebekka, Benny, mig, Ole og Torsten.

I flere år har jeg haft en drøm om at rejse til Asien. Under lærerstudiet, overvejede jeg at tage derned og arbejde, når jeg var færdiguddannet. Men dengang oplevede jeg, at det ikke var den rette tid. I 2009 tog jeg i stedet sammen med et par veninder på en 3 ugers ferie til Thailand, Cambodja og Vietnam. Under ferien havde jeg følelsen af, at jeg en dag ville komme til Asien på andet end almindelig turistferie, og da Benny for snart et år siden spurgte, om jeg ville med til Nepal, var jeg nærmest klar til at sige ja med det samme. En af mine store drømme gik i opfyldelse, da jeg i september var af sted på missionstur i Nepal. For mig er turen et bevis for, at Gud er trofast. Han holder sine løfter og indfrier længsler og drømme, som han har lagt ned i os. Det er bare ikke altid at tingene sker lige netop i det tempo, vi ønsker det eller på den måde, vi forestiller os. Men er vi tålmodige og venter på Gud, så vil det ske i rette tid og på den rette måde.

Vi må være villige til at gå den vej, han kalder os til at gå, for tingene sker ikke af sig selv, men vi kan heller ikke presse ting igennem, der ikke er tid til at ske. Vi kan måske presse det igennem, men så vil det ikke være rart at være midt i det. Og derfor er Guds timing altid den bedste. For mig var Nepalturen en rigtig stor drøm, som Gud har indfriet i mit liv. Jeg har stadig mange drømme, der mangler at blive forløst, men jeg ser, at de langsomt former sig stille og roligt, skridt for skridt. Og jeg må vælge Guds vej, for at kunne vandre i fuld frihed og ind i det, han har kaldet mig til. For kun han kender vejen til fuld frihed. Og kun han kan forløse mit kald.

Så mange gange har jeg prøvet at løbe foran Gud og sætte tingene i gang på min egen måde, eller før han siger til. Det er ikke altid, at tingene står bøjet i neon, og vi skal sidde og vente med hænderne i skødet. Men nogle gange, er der ting, der skal være på plads i os eller i vores omstændigheder, før andet kan ske. Og det er Guds godhed og omsorg for os at vente med at lade ting ske, for at vi kan klare at stå i de udfordringer, han kalder os til. Det har for mig de senere år været en kæmpe åbenbaring.

Det, som jeg tidligere troede om Gud, er faldet til jorden og slået itu. Mit billede af ham, i en lille forsnævret boks, er blevet sprængt. Og jeg ser mere og mere, den han virkelig er, og den han har skabt mig til at være. Gud er god og mægtig til at rive fæstningsværker ned, der rejser sig op imod vores sande identitet. Det er Guds vilje at forløse drømme og sætte os fri til at vandre i dem. Men er vi ikke klar, så kan det nemt blive til nederlag fremfor sejr. Derfor venter Gud med at ting skal ske. Det er den mest utrolige åbenbaring af Guds kærlighed og godhed, som kun kan åbenbares, hvis vi tør at lukke ham ind, at lade os forvandle og blive dem, han har skabt os til at være. Mægtige krigere, der vandrer for ham i frihed, glæde og sejr, med drømme forløst til at bringe hans rige.

Og husk på:

Det er de små skridt i hverdagen, der leder dig til de store ting i livet.

Mere fra Malmö Festivalen

Dejligt med en soppetur i springvandet. Lad os blive som børn på ny og udforske livet uden frygt for, hvad de andre tænker.

Et nyt kunstfænomen – Guerillastrikning, også kaldet strikkegraffiti, har indtaget storbyerne rundt omkring i hele verden. Alle vegne i byen var der strik rundt om skilte, lygtepæle, træer og cykler. Selv omkring statuen af Kong Karl d.10. der blev opstillet på stortorget i 1896.

Uhm, man får helt lyst til et kandiseret æble. En af de mange lækkerier, man kunne købe i de opstillede boder.

Her kan du sende et postkort til din MOAR!

Der var også mulighed for at prøve hyggelige karruseller.

Malmö Festivalen hilser

Goddag goddag. Hvem gemmer sig bag? Et hyggeligt sjovt billede fra sidste weekends Malmö Festival. Mange steder var skilte og træer dekoreret med strik og hækling. Et skægt og festligt input.

En tur til Dragør

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et af de smukkeste og hyggeligste steder, ikke så forfærdelig langt fra, hvor jeg bor på Amager, er den gamle by Dragør. Her er smukke gamle huse kalket i den karakteristiske gule farve. “Det er noget kommunen har vedtaget”, siger en rar midaldrende mand, jeg og min veninde møder på vores vej mod havnen ned igennem de hyggelige gyder.

Vi bevæger os igennem den rene idyl med blomster, der svinger sig op langs husene, en hyggelig ældre cykel dekoreret med blomster, en dyne hænger til udluftning ud af vinduet og vi knipser løs, for at forevige de  smukke motiver, der udspiller sig lige for øjnene af os. Den rare midaldrende mand fra før kommer ud med to is og rækker dem til mig. Min veninde er gået lidt længere væk, så jeg tager imod isene, helt paf og rørt på samme tid. “Jeg så jer stå og tage billeder, da jeg stod i mit vindue og så fik jeg den tanke, at I måske ville have én af børnebørnenes is”, siger den rare mand.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, andet end: “Tak, hvor er det bare sødt af dig.” Og jeg mærker, jeg bliver virkelig rørt i mit indre. Det er champagnebrus, indpakket i ispapir med hjerter. Wow. Sikke en gestus. På en eller anden måde, føles det som om vi er med i en Morten Korch film. Og jeg må faktisk give kommunen ret i, at det er en god idé at holde husene i samme nuance. Det er en del af pakken at bo i den gamle by i Dragør og en del af charmen ved det at være på tur i Dragør.

Vi trækker cyklerne ned mod havnen, parkerer dem ved en lille udendørs café, går langs bådene og tager selvfølgelig en del billeder undervejs, videre forbi røgeriet og Café Espersen på havnens spids; hvor det udenfor summer af liv og glæde, latter og smil.

Tilbage ved den udendørs café nyder vi en kold øl i solen, mens transistoren ind imellem musiknumrene japper løs og indikerer, at vi ikke befinder os ret langt fra vores svenske naboer.

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter caféturen indtager veninden en is, mens vi går langs vandet. Med udsigt til flotte dyre huse på den ene side og havet på den anden. Feriestemning, smukke huse og glade mennesker. Der er dejligt i Dragør, og hvis du som mig holder af idyl og flotte omgivelser, er det værd at tage en tur forbi.

Fotobogskonkurrence

Deltog i dag i Tigers fotobogskonkurrence 2012 med et udsnit af mit foto fra Dronning Louises bro. Temaet er bevægelse (moving).

Solbadning på broen

Når solens første stråler varmer København, kommer folk ud af deres skjulesteder og finder frem til byens oaser for at slikke sol. En af byens populære steder er Dronning Louises Bro, som ligger i hjertet af København og forbinder centrum med Nørrebro. Her sidder de unge langs muren, i ly for vinden og nyder solen, mens forbipasserende kan iagttage byens liv langs broen. Broen nydes sommeren igennem – og når du kører forbi, kan du være heldig at deltage i en lille gadefest.

Forvandling

 Forvandling 2012

Et berigende møde i metroen

Det er ofte de uventede samtaler. De små øjeblikke, i Netto, i metroen eller ved busstoppestedet, der beriger og varmer. I dag i metroen fra Lindevang til Lergravsparken, havde jeg en virkelig hyggelig snak med den sødeste fem årige pige.

Da jeg stod på metroen i Vanløse, kom barnet pludselig op i mig, så jeg satte jeg mig forrest i toget, for bedre at kunne se ud. Et par stationer senere, fik jeg selskab af en lille nuttet fem årig mulatpige, der fik anvist sædet ved siden af mig af sin mor. Pigen kiggede forundret på sædet, hvor jeg, efter endt læsning, havde efterladt Metro Express og sagde stille: “Hvordan skal jeg sætte mig her?” Jeg smilede til hende og nuppede avisen. Så var der klar bane. Hun snakkede frimodigt fra første øjeblik og var nysgerrig efter at vide, om jeg havde prøvet at sidde foran før, og hvor jeg mon skulle hen. Da metroen delte sig mod Lufthavnen, spurgte hun undrende, hvorfor der var to spor. Pigen var iført lyserøde ballerinaer, havde lyserøde blomster i håret og lyserøde blomster på nederdelen, og så holdt hun en lyserød gerbera i sin lille hånd, og strøg nænsomt de fløjlsbløde blomsterblade med den anden. Hun spurgte, om jeg ville prøve at holde og røre blomsten, så jeg kunne fortælle, om den var blød. Og sådan et tilbud kunne jeg da ikke afslå. Hun kunne ikke lide at gå i børnehave, fordi Cecilie slår, men det var spændende at vide, hvor jeg boede og hvor jeg var fra …og bange for at snakke med fremmede, det var hun i hvert fald ikke. Da vi sagde farvel, var det: “Hej hej, ha det godt og ha’ en god dag.” Både fra pigen, hendes mor, fra moderens veninde og fra mig tilbage igen, og da jeg trådte op fra metroen var det med ét stort smil på læben. En glæde, der boblede indefra og ud. Et magisk et øjeblik. Et møde med en lille engel, der med al sin varme og frimodighed spredte glæde. En smuk velduftende blomst fik stor betydning for mig i de få minutter den dag. Hvor kan man lære meget af børns frimodighed, og hvor er de små uventede møder og øjeblikke bare virkelig berigende! Havde jeg ikke sat mig på “børneudsigten” havde jeg måske slet ikke haft mit lille møde med den søde åbenhjertede mulatte pige:-)